Gør som Ikast-Brande - bevar 10. klasse i folkeskolen
Af Niels Lynnerup, Kredsformand for lærerne i Herning og Ikast-Brande.
If it aint broken - dont fix it. Et princip, som regeringen tilsyneladende har glemt - igen - når det angår den kommunale 10. klasse. Der er nemlig atter forslag om at nedlægge det, der faktisk på alle parametre er en succes.
For eksempel sender den kommunale 10. klasse 33 procent af en årgang videre på erhvervsuddannelserne. Det er flest af alle skoleformer, og dermed med til at opfylde regeringens ambition om, at der skal flere på erhvervsuddannelserne.
Opfordringen herfra er entydig: Bevar 10. klasse. Den er en succes.
Niels Lynnerup
Kredsformand for lærerne i Herning og Ikast-Brande
Når eleverne nærmer sig en afslutning af deres folkeskoletid, er der rigtig mange muligheder, og det er ofte svære og afgørende valg, der skal træffes.
Jeg har en stærk fornemmelse af, at mange beslutningstagere har den opfattelse, at når eleverne når slutningen af 9. klasse, så er alle modne og klar til en ungdomsuddannelse.
Det er der heldigvis også mange, der er, men der er også en stor andel, der stadig er usikre - fagligt, socialt og personligt.
Nogle er velfungerende og har blot behov for at styrke sig fagligt. Nogle er ekstra sårbare og måske i en form for mistrivsel. Fælles for dem er, at folkeskolens 10. klasse giver trygge rammer - et pusterum - hvor man kan få tid og ro til at modnes og samle tankerne, inden man skal træffe valg om videre uddannelse.
På IUC 10 i Ikast er der en veltilpasset professionel faglighed, massiv erfaring med målgruppen og profil og rammer, der er velkendte for de unge. En nedlæggelse af 10. klasse vil efterlade mange af disse unge tilbage på perronen.
Vi ved også, at der sker et stort frafald fra ungdomsuddannelserne, fordi valget ikke var det rigtige - eller måske blev truffet for tidligt. Således er det for eksempel næsten hver femte, der forlader en påbegyndt gymnasial uddannelse, mens frafaldet på erhvervsuddannelserne er på ikke mindre end 40 procent. Logisk set er der en overhængende risiko for, at frafaldet vil stige yderligere, hvis man tvinger alle unge til at træffe et afgørende uddannelsesvalg efter 9. klasse.
Allerede nu ved man, at frafaldstruede unge, der har taget folkeskolens 10. klasse, har tyve procent forhøjet chance for at gennemføre en ungdomsuddannelse.
Lokalt på IUC 10 i Ikast-Brande oplever man blandt andet, at elevtallet vokser med 10-15 procent i løbet af et skoleår, fordi der sker frafald på ungdomsuddannelser og efterskoler.
10. klasse udgør derfor også et vigtigt »sikkerhedsnet« for den gruppe af unge. Det ofte usikre og måske lidt modløse unge menneske kan komme tilbage i de trygge og professionelle rammer, som folkeskolen og 10. klasse kan tilbyde - og socialt og fagligt forberede sig på et nyt uddannelsesvalg.
Regeringens tanke er at disse elever fremover kan samles op af FGU (Forberedende Grunduddannelse), men her døjer man allerede med et stort frafald. På FGU gøres et glimrende stykke arbejde, men de henvender sig næppe til så bred en gruppe, som i dag samles op af 10. klasse. Det vil i øvrigt også være en dyrere løsning.
Lokalt er det glædeligt at Ikast-Brande har stor succes med IUC 10, og ret beset er det vanskeligt at finde gode argumenter for at nedlægge folkeskolens 10. klasse. I regnearkene skaber det et øget arbejdsudbud, men den virkelige verden er mere kompliceret og det virker urealistisk, at det kan give det forventede afkast.
Opfordringen herfra er helt entydig: Bevar 10. klasse. Den er en succes - ikke mindst i Ikast-Brande.